Blog

Indlæg tagget med ‘psykisk sygdom’


Verdensdag mod selvmords­forebyggelse

Skrevet: 10. september, 2012 af Thomas Peter Berntsen Ingen kommentarer

I dag er verdensdag mod selvmordsforebyggelse, og det blev i såvel de etablerede som de sociale medier markeret på mange forskellige måder.

Bemærkelsesværdigt var især DRs visning af dokumentaren “Den Sidste Udvej – Beretninger Om Overlevelse”, som af DR beskrives således:

“Den sidste udvej ” fortæller fire livshistorier, vi kan lære af. Så det kan mærkes. På en gang nøgternt og poetisk. Så vi forstår noget, de færreste ikke helt kan begribe og forholde sig til og som tilmed er dybt tabuiseret.
Eva, Pernille My, Leo og Pernille – er overlevere. De har et eller flere selvmordsforsøg bag sig. Men har valgt livet. De fortæller i en ærlig og afklaret tone om den vej, der har bragt dem til der, hvor de er i dag.

Uddrag fra programsiden på http://www.dr.dk/tv/program/den-sidste-udvej

Dokumentaren var meget gribende, for den fortalte om den dybt individuelle og til tider meget ensomme kamp for at få og bibeholde en livslyst. Samtidig formidlede dokumentaren også meget elegant, hvor stor en rolle den rette støtte betyder på det rette tidspunkt.

Som én af de deltagende nævnte, så havde hun haft mere gavn af blot at blive rummet som menneske end af at få tudet ørene fulde af løsningsforslag. En anden af de deltagende sendte sin tak til sin psykolog på Center for Selvmordsforebyggelse, som havde givet hende en mærkbar støtte. Og en tredje af deltagerne fandt sin forløsning ved at arbejde med at gøre en vild hest tam.

Jeg må sige, at jeg tager hatten af for deltagernes mod til at stille sig frem og fortælle deres historie, for området er meget tabubelagt, men som det blev formidlet af de forskellige deltagere, så er det simpelthen bare vigtigt at kunne få afløb for sine tanker og følelser og række ud til verden.

Flot gået af såvel deltagerne som af dokumentarholdet og af DR at lave og vise denne dokumentar på denne vigtige dag.

Sådan en aften som i aften varmer det mit hjerte at tænke på, at vi i MoodKick arbejder med at udvikle konkret teknologi, som skal medvirke til forebyggelse af selvmord, og jeg håber, at de fremtidige brugere vil få gavn af vores arbejde.

Opsamling på “Vidensdating – Apps til gavn for borgerne”

Skrevet: 10. september, 2012 af Thomas Peter Berntsen Ingen kommentarer

I dag deltog MoodKick på Aarhus Kommunes arrangement “Vidensdating – Apps til gavn for borgerne”, og det var umådeligt interessant at tale med de mange besøgende, som diffunderede forbi vores stand.

Vidensdating er for brugere, brugerorganisationer, medarbejdere, ledere, studerende, virksomheder, forskere og undervisere, der ønsker at blive klogere på, hvordan apps kan være supplement til det sociale og pædagogiske arbejde.

Sådan blev arrangementets præmis beskrevet, og jeg synes, at det levede op til elevatortalen. Som udstiller skulle man give en kort introduktion (af maksimalt tre minutters varighed), og så var det ellers at krydse fingre for, at der efterfølgende kom besøgende forbi og ville høre mere.

Og det gjorde der heldigvis. 🙂 Jeg kom godt i krydsild og fik mange gode spørgsmål og overvejelser med på vejen fra de besøgende – ikke mindst fra den udfordrende journalist fra Aarhus Lokalradio (som jeg desværre midt i kampens hede ikke fik navnet på) – og alt i alt var den en fantastisk god oplevelse for mig og MoodKick at møde så mange interessante mennesker.

Jeg synes at mærke, at MoodKick og vort ønske om at udvikle en involverende og personlig teknologi til recovery, rehabilitering og støtte af psykisk sårbare, sindslidende og deres pårørende blev godt modtaget – og jeg håber, at nogle af de mange forsvundne visitkort byttes med endnu mere dialog i den kommende tid…

Imidlertid – eller heldigvis – blev min egen præsentation af virksomheden og dens virke også udfordret (det gør den, når man 15-20 gange på 60 minutter skal forklare 15-20 personer med forskellige interesser og forudsætninger om den). Eller måske jeg nærmere skulle benævne det “præsentationer” (i flertal), da man ender med at have mange forklaringsmodeller.

Jeg erfarede dog også, at fortællingen om, at vi udvikler såvel en teknisk platform (inkl. en selvstændig MoodKick-app) som specialiserede apps til brug i fx psykiatrien og ved vores samarbejdspartnere var lidt svær at formidle, så den skal jeg arbejde mere på.

Jeg mærkede i dag adrenalinen pumpe rundt og sveden springe frem, og set i lyset af dagens lykkelige omstændigheder for MoodKick må man sige, at det var en herlig dag.

 

Et sammenfald af tilfældigheder – og en snak om PTSD

Skrevet: 31. august, 2012 af Thomas Peter Berntsen Ingen kommentarer

Som ved et tilfældighedernes sammenfald ville skæbnen, at jeg i dag, på vej i toget til København, skulle falde i snak med en medpassagér, som arbejder med behandling af bl.a. torturoverlevere.

Vi talte om en række forskellige aspekter af emnet, og det blev hurtigt klart, at støttemulighederne for pårørende ikke har udviklet sig synderligt siden min egen families erfaringer med min stedfars tortur-inducerede PTSD (læs evt. mit forrige indlæg).

Jeg redegjorde kort for min vision om at bruge IT- og smartphone-teknologi til støtte og rehabilitering af de pårørende – og specielt af børnene – og i en fælles erkendelse af, at der nok ikke kommer hverken væsentligt flere hænder eller penge til området, besluttede vedkommende og jeg, at vi i nærmeste fremtid skal mødes og tale videre om mulighederne for at udvikle sådanne støttetilbud til torturoverlevere og deres pårørende.

Det er pudsigt… Nogle gange forekommer tilfældighedernes samspil næsten alt andet end tilfældigt. 🙂

Tortur og traumer for livet

Skrevet: 30. august, 2012 af Thomas Peter Berntsen 1 kommentar

Her til aften har DR2 vist dokumentaren “I krig med sig selv”, som giver et hudløst ærligt indblik i en torturoverlevers kamp med et liv med sig selv og sine minder.

Efter et liv med krigen på Balkan, og efter en umenneskelig tortur, står dokumentarens hovedperson, Sadie, tilbage med et liv i Danmark med sin lille familie og med de svære konsekvenser af en posttraumatisk belastningsreaktion (en lidelse, der i daglig tale kaldes “PTSD”).

Hun lever i en konstant kamp mod de fysiske og psykiske traumer, som under krigen blev påført hende og hendes familie, og vi følger hende igennem et behandlingsforløb ved psykolog og fysioterapeut, hvor vi får et sjældent indblik i de tanker, den angst og det mørke, som følger i slipstrømmen af oplevelserne.

Sadie er dog ikke længere et offer for fortiden, men hun er i stedet en brav overlever, som kæmper for en ny identitet for hende selv og hendes fortid på trods af PTSD – og på trods af minderne om de umenneskelige handlinger, som hende og hendes familie blev udsat for. Som Sadie siger om sig selv: “Jeg vil kæmpe. Altid.”

Sadies situation er desværre langt fra unik, og det anslås, at omkring 30.000 flygtninge i Danmark lever med traumer efter krigshandlinger, flugt og tortur.

Min stedfar Carlos

Min stedfar var et af disse mange, anonyme torturofre, og han havde sine traumer langt inde på livet.

Carlos, som min stedfar hed, var flygtning fra Uruguay, hvor han og dele af hans øvrige familie, var blevet fængslet og tortureret på grusomste vis. De formåede at slippe fri og i starten af 1980’erne at flygte til Danmark.

Carlos blev for altid mærket af disse oplevelser, og han havde som følge heraf mange fysiske, følelsesmæssige og kognitive problemer, som for altid kom til at præge ham selv og hans nærmeste.

Carlos var inderst inde et rigtig godt menneske, men torturen havde på én og samme tid gjort ham både hård og skrøbelig, og han kæmpede konstant med sig selv – og med i det hele taget at fungere som menneske.

Nogle af beskrivelserne af hans tortur, som de danske myndigheder i sin tid indsamlede, og som jeg sidenhen blev indviet i af Carlos, er makabre ud over alle grænser og lader sig ikke uden videre gengive i dette medie.

Men lad det være sagt, at man som gudsbenådet beboer i et fredeligt land som Danmark næsten ikke kan forstå den kynisme og sadisme, som udfoldede sig rundt omkring i Sydamerika i 1960’erne – 1980’erne – og som ufortrødent fortsætter mange andre steder i verden den dag i dag.

I takt med at flere dele af Carlos familie langsomt bukkede under for de langsigtede konsekvenser af bl.a. torturen, udviklede Carlos’ egen familie af uruguayansk oprindelse en mere og mere tragisk historie, som prægede hans psykiske tilstand i meget negativ retning.

Et voksende misbrug af alkohol og cigaretter, en stadig større social isolation og en mangel på kvalificeret hjælp, terapi og opfølgning fra relevante instanser betød til slut og sidst, at Carlos blev meget psykisk og fysisk syg.

Til sidst bukkede Carlos under. Han døde for nogle år siden af en alvorlig sygdom.

Et liv med PTSD

Minderne om Carlos er minderne om en forpint sjæl, der inderst inde var et kærligt, empatisk, intelligent og legende menneske, men som pga. sine torturtraumer var blevet et fuldstændig ødelagt menneske.

Men minderne byder også på en personlig undren over, hvordan man kan lade sådanne mennesker så alene i samfundet, som det var tilfældet med Carlos.

Hvis alkoholisme og dysfunktionelle familievilkår er tabubelagte områder (hvilket de i høj grad er), så er PTSD som følge af tortur og krigstraumer et endnu større tabu. Og det skal brydes.

Livet med PTSD kan være yderst svært for patienten, som hver dag skal kæmpe for at leve et liv som et ituslået menneske, men det er også svært for de pårørende, som ikke måtte være så heldige at modtage hjælp og støtte til at løbende at forstå, rumme og tackle de irrationelle handlemønstre, reaktioner, følelser og frustrationer, som kan følge i kølvandet på en torturoverlever.

Sådan var det også for mig og min familie til tider meget svært at være pårørende til Carlos.

Men hvor det kan være hårdt for de voksne pårørende, kan det være desto endnu mere udfordrende for børnene, som måtte vokse op i familier, der måtte være præget af en eller flere forældres torturtraumer.

Såvel i min egen familie, som i nogle af de familier, jeg engang var assisterende besøgsven for på asylcentre rundt omkring i Danmark, var det evident, at børnene i høj grad – og ofte på meget negativ vis – præges af forældrenes traumer.

I perioden, hvor Carlos var en del af mit liv, voksede jeg selv fra at være ung teenager til at blive et voksent menneske, og Carlos’ situation påvirkede i høj grad mit ungdomsliv og mit livssyn – både i positiv og negativ retning.

PTSD og MoodKick

Jeg mener, at der kan og skal gøres meget mere for PTSD-patienterne – og især for deres familier og pårørende.

Jeg har som ønske og ambition, at MoodKick som IT-baseret støtteværktøj kan nå ud i hænderne på PTSD-patienterne og deres pårørende og aktivt medvirke til at støtte deres vej mod recovery og mod dét at leve et liv i værdighed.

Velvidende, at vejen til tilstrækkelig behandling for alle PTSD-patienter og deres familier er brolagt med manglende hænder og manglende midler fra samfundets side, forestiller jeg mig, at eksempelvis børn af torturoverlevere kunne bearbejde visse af deres traumer fra en torturpræget familie via en smartphone, hvor bl.a. effektive psykoterapeutiske metoder, psykoedukative materialer, mindfulness-øvelser, spil og leg samt via virtuelle støttegrupper og sociale netværk med terapeuter, pædagoger, sagsbehandlere og andre ressourcepersoner kunne gøres tilgængelige og være allestedsnærværende for børnene.

På denne måde kunne børnene støttes og styrkes desto mere i at leve liv som børn og senere som selvstændigt fungerende, unge og voksne mennesker – og bryde den sociale arv og dét tabu, som ellers etableres i en familie med torturoplevelser.

Se eller gense dokumentaren på dr.dk (når den er tilgængelig på sitet) på http://www.dr.dk/tv/program/i-krig-med-sig-selv og læs mere på Traume.dk (http://www.traume.dk/) og på PTSD Foreningens hjemmeside (http://www.ptsdforeningen.dk/).

30 år er en ny begyndelse

Skrevet: 17. juli, 2012 af Thomas Peter Berntsen Ingen kommentarer

Så skete det… Her i juli måned oprindede dagen, hvor jeg blev 30 år gammel, og som med alle runde fødselsdage møder man sig selv med en smule ambivalens omkring det uomtvistelige faktum: At man går ind i et nyt årti, hvor såvel én selv som andre mennesker vil opfatte én anderledes end de gjorde i det forgangne.

Overgangen

For nogle kan overgangen fra 20’erne til 30’erne nok føles som noget af et wakeup call – leveret i form af et utvetydigt socialt meme om, at ungdommen nu endegyldigt er slut og voksenlivet er et faktum, som ikke på nogen måde kan omgås eller omgøres… Og for andre er det bare en dag som alle andre. 🙂

En del af os 30-års jubilarer i livets skole har det dog potentielt en smule svært ved at blive 30 og dermed skulle acceptere ungdommens afslutning, for hvis man har haft en opvækst i en psykisk sårbar familie, er det ikke sikkert, at man har så megen ungdom at se tilbage på.

Dysfunktionelle rammer og deres konsekvenser

At vokse op som barn i en familie, der er præget af dysfunktionelle rammer, har ofte som konsekvens, at dele af personligheden ikke får mulighed for at udvikle sig på samme frie vis, som det er tilfældet for andre børn fra sundere rammer.

Man kan præges på mange måder af en opværkst i dysfunktionelle rammer, og det er mit indtryk, at nogle af fællesnævnerne bl.a. er et ringe selvværd, nogle ikke så veludviklede evner til at sætte grænser i relation til andre samt følelser af bare ikke helt at høre til i samme sfære som de fleste andre mennesker… At være anderledes.

Uanset, hvilken konkret indvirkning, som finder sted ift. personlighedsdannelsen og -udviklingen, så er der for mig ikke megen tvivl om, at mange af påvirkningerne faktisk ofte medfører en generelt mindre personlig frihed for det enkelte (voksne) barn, idet en del af nutidens adfærdsmønstre i høj grad kan være fortidens; formet af datidens dysfunktionelle rammer.

Frigørelsen

Personligt er 30-årsdagen en fantastisk begivenhed, for den markerer afslutningen på årtier, der i høj grad har været præget af en sårbar families kamp mod de negative konsekvenser af misbrug og psykisk sygdom, PTSD og torturtraumer. Misbrugerne og misbruget er nu ikke længere en del af familiens liv, og den enorme og kontinuerte stress, som et familieliv med misbrugere medfører, er nu endegyldigt slut.

Men 30-årsdagen er endnu mere fantastisk, idet den markerer påbegyndelsen af et kapitel i mit liv, som allerede nu – og til stadighed mere og mere – præges af egenomsorg, tilgivelse, konstruktiv refleksion og personlig frihed. Og hvor min psykisk robuste mor, som har overlevet andres mentale og fysiske misbrug – og samtidig formået at sørge rigtig godt for sin søn – nu endelig også får mulighed for også at frigøre sit eget sind og folde sig ud som det kreative og sociale væsen, hun i virkeligheden er.

Hvorfor MoodKick?

Jeg har været på en lang rejse igennem mit liv, hvor jeg har oplevet og mærket en væsentlig del af den håbløshed og meningsløshed, som livet kan kaste i hovedet på én. Men jeg har omvendt også kæmpet en brav kamp for en bedre tilværelse, og det har betalt sig.

Jeg ved derfor, at det også kan lykkes for andre – ikke bare at overleve, men også at heles meget op og udvikles som mennesker – og dette er netop grunden til, at jeg har grundlagt MoodKick.

Jeg ønsker at kombinere mine erfaringer fra min personlige udvikling igennem dysfunktionelle rammer med mit professionelle virke i softwarebranchen, og det er min overbevisning, at man, ved brug af moderne og tilstedeværende teknologi, i høj grad kan hjælpe sig selv og hinanden til at overvinde nogle af livets allerstørste mentale barrierer og udfordringer… At kunne rehabiliteres og arbejde sig henimod at leve et frit og tilfredsstillende liv med tiltro til eget værd og egne kompetencer.

Tak for din tid og pas godt på dig selv.