Blog

Indlæg tagget med ‘indre barn’


Tortur og traumer for livet

Skrevet: 30. august, 2012 af Thomas Peter Berntsen 1 kommentar

Her til aften har DR2 vist dokumentaren “I krig med sig selv”, som giver et hudløst ærligt indblik i en torturoverlevers kamp med et liv med sig selv og sine minder.

Efter et liv med krigen på Balkan, og efter en umenneskelig tortur, står dokumentarens hovedperson, Sadie, tilbage med et liv i Danmark med sin lille familie og med de svære konsekvenser af en posttraumatisk belastningsreaktion (en lidelse, der i daglig tale kaldes “PTSD”).

Hun lever i en konstant kamp mod de fysiske og psykiske traumer, som under krigen blev påført hende og hendes familie, og vi følger hende igennem et behandlingsforløb ved psykolog og fysioterapeut, hvor vi får et sjældent indblik i de tanker, den angst og det mørke, som følger i slipstrømmen af oplevelserne.

Sadie er dog ikke længere et offer for fortiden, men hun er i stedet en brav overlever, som kæmper for en ny identitet for hende selv og hendes fortid på trods af PTSD – og på trods af minderne om de umenneskelige handlinger, som hende og hendes familie blev udsat for. Som Sadie siger om sig selv: “Jeg vil kæmpe. Altid.”

Sadies situation er desværre langt fra unik, og det anslås, at omkring 30.000 flygtninge i Danmark lever med traumer efter krigshandlinger, flugt og tortur.

Min stedfar Carlos

Min stedfar var et af disse mange, anonyme torturofre, og han havde sine traumer langt inde på livet.

Carlos, som min stedfar hed, var flygtning fra Uruguay, hvor han og dele af hans øvrige familie, var blevet fængslet og tortureret på grusomste vis. De formåede at slippe fri og i starten af 1980’erne at flygte til Danmark.

Carlos blev for altid mærket af disse oplevelser, og han havde som følge heraf mange fysiske, følelsesmæssige og kognitive problemer, som for altid kom til at præge ham selv og hans nærmeste.

Carlos var inderst inde et rigtig godt menneske, men torturen havde på én og samme tid gjort ham både hård og skrøbelig, og han kæmpede konstant med sig selv – og med i det hele taget at fungere som menneske.

Nogle af beskrivelserne af hans tortur, som de danske myndigheder i sin tid indsamlede, og som jeg sidenhen blev indviet i af Carlos, er makabre ud over alle grænser og lader sig ikke uden videre gengive i dette medie.

Men lad det være sagt, at man som gudsbenådet beboer i et fredeligt land som Danmark næsten ikke kan forstå den kynisme og sadisme, som udfoldede sig rundt omkring i Sydamerika i 1960’erne – 1980’erne – og som ufortrødent fortsætter mange andre steder i verden den dag i dag.

I takt med at flere dele af Carlos familie langsomt bukkede under for de langsigtede konsekvenser af bl.a. torturen, udviklede Carlos’ egen familie af uruguayansk oprindelse en mere og mere tragisk historie, som prægede hans psykiske tilstand i meget negativ retning.

Et voksende misbrug af alkohol og cigaretter, en stadig større social isolation og en mangel på kvalificeret hjælp, terapi og opfølgning fra relevante instanser betød til slut og sidst, at Carlos blev meget psykisk og fysisk syg.

Til sidst bukkede Carlos under. Han døde for nogle år siden af en alvorlig sygdom.

Et liv med PTSD

Minderne om Carlos er minderne om en forpint sjæl, der inderst inde var et kærligt, empatisk, intelligent og legende menneske, men som pga. sine torturtraumer var blevet et fuldstændig ødelagt menneske.

Men minderne byder også på en personlig undren over, hvordan man kan lade sådanne mennesker så alene i samfundet, som det var tilfældet med Carlos.

Hvis alkoholisme og dysfunktionelle familievilkår er tabubelagte områder (hvilket de i høj grad er), så er PTSD som følge af tortur og krigstraumer et endnu større tabu. Og det skal brydes.

Livet med PTSD kan være yderst svært for patienten, som hver dag skal kæmpe for at leve et liv som et ituslået menneske, men det er også svært for de pårørende, som ikke måtte være så heldige at modtage hjælp og støtte til at løbende at forstå, rumme og tackle de irrationelle handlemønstre, reaktioner, følelser og frustrationer, som kan følge i kølvandet på en torturoverlever.

Sådan var det også for mig og min familie til tider meget svært at være pårørende til Carlos.

Men hvor det kan være hårdt for de voksne pårørende, kan det være desto endnu mere udfordrende for børnene, som måtte vokse op i familier, der måtte være præget af en eller flere forældres torturtraumer.

Såvel i min egen familie, som i nogle af de familier, jeg engang var assisterende besøgsven for på asylcentre rundt omkring i Danmark, var det evident, at børnene i høj grad – og ofte på meget negativ vis – præges af forældrenes traumer.

I perioden, hvor Carlos var en del af mit liv, voksede jeg selv fra at være ung teenager til at blive et voksent menneske, og Carlos’ situation påvirkede i høj grad mit ungdomsliv og mit livssyn – både i positiv og negativ retning.

PTSD og MoodKick

Jeg mener, at der kan og skal gøres meget mere for PTSD-patienterne – og især for deres familier og pårørende.

Jeg har som ønske og ambition, at MoodKick som IT-baseret støtteværktøj kan nå ud i hænderne på PTSD-patienterne og deres pårørende og aktivt medvirke til at støtte deres vej mod recovery og mod dét at leve et liv i værdighed.

Velvidende, at vejen til tilstrækkelig behandling for alle PTSD-patienter og deres familier er brolagt med manglende hænder og manglende midler fra samfundets side, forestiller jeg mig, at eksempelvis børn af torturoverlevere kunne bearbejde visse af deres traumer fra en torturpræget familie via en smartphone, hvor bl.a. effektive psykoterapeutiske metoder, psykoedukative materialer, mindfulness-øvelser, spil og leg samt via virtuelle støttegrupper og sociale netværk med terapeuter, pædagoger, sagsbehandlere og andre ressourcepersoner kunne gøres tilgængelige og være allestedsnærværende for børnene.

På denne måde kunne børnene støttes og styrkes desto mere i at leve liv som børn og senere som selvstændigt fungerende, unge og voksne mennesker – og bryde den sociale arv og dét tabu, som ellers etableres i en familie med torturoplevelser.

Se eller gense dokumentaren på dr.dk (når den er tilgængelig på sitet) på http://www.dr.dk/tv/program/i-krig-med-sig-selv og læs mere på Traume.dk (http://www.traume.dk/) og på PTSD Foreningens hjemmeside (http://www.ptsdforeningen.dk/).

30 år er en ny begyndelse

Skrevet: 17. juli, 2012 af Thomas Peter Berntsen Ingen kommentarer

Så skete det… Her i juli måned oprindede dagen, hvor jeg blev 30 år gammel, og som med alle runde fødselsdage møder man sig selv med en smule ambivalens omkring det uomtvistelige faktum: At man går ind i et nyt årti, hvor såvel én selv som andre mennesker vil opfatte én anderledes end de gjorde i det forgangne.

Overgangen

For nogle kan overgangen fra 20’erne til 30’erne nok føles som noget af et wakeup call – leveret i form af et utvetydigt socialt meme om, at ungdommen nu endegyldigt er slut og voksenlivet er et faktum, som ikke på nogen måde kan omgås eller omgøres… Og for andre er det bare en dag som alle andre. 🙂

En del af os 30-års jubilarer i livets skole har det dog potentielt en smule svært ved at blive 30 og dermed skulle acceptere ungdommens afslutning, for hvis man har haft en opvækst i en psykisk sårbar familie, er det ikke sikkert, at man har så megen ungdom at se tilbage på.

Dysfunktionelle rammer og deres konsekvenser

At vokse op som barn i en familie, der er præget af dysfunktionelle rammer, har ofte som konsekvens, at dele af personligheden ikke får mulighed for at udvikle sig på samme frie vis, som det er tilfældet for andre børn fra sundere rammer.

Man kan præges på mange måder af en opværkst i dysfunktionelle rammer, og det er mit indtryk, at nogle af fællesnævnerne bl.a. er et ringe selvværd, nogle ikke så veludviklede evner til at sætte grænser i relation til andre samt følelser af bare ikke helt at høre til i samme sfære som de fleste andre mennesker… At være anderledes.

Uanset, hvilken konkret indvirkning, som finder sted ift. personlighedsdannelsen og -udviklingen, så er der for mig ikke megen tvivl om, at mange af påvirkningerne faktisk ofte medfører en generelt mindre personlig frihed for det enkelte (voksne) barn, idet en del af nutidens adfærdsmønstre i høj grad kan være fortidens; formet af datidens dysfunktionelle rammer.

Frigørelsen

Personligt er 30-årsdagen en fantastisk begivenhed, for den markerer afslutningen på årtier, der i høj grad har været præget af en sårbar families kamp mod de negative konsekvenser af misbrug og psykisk sygdom, PTSD og torturtraumer. Misbrugerne og misbruget er nu ikke længere en del af familiens liv, og den enorme og kontinuerte stress, som et familieliv med misbrugere medfører, er nu endegyldigt slut.

Men 30-årsdagen er endnu mere fantastisk, idet den markerer påbegyndelsen af et kapitel i mit liv, som allerede nu – og til stadighed mere og mere – præges af egenomsorg, tilgivelse, konstruktiv refleksion og personlig frihed. Og hvor min psykisk robuste mor, som har overlevet andres mentale og fysiske misbrug – og samtidig formået at sørge rigtig godt for sin søn – nu endelig også får mulighed for også at frigøre sit eget sind og folde sig ud som det kreative og sociale væsen, hun i virkeligheden er.

Hvorfor MoodKick?

Jeg har været på en lang rejse igennem mit liv, hvor jeg har oplevet og mærket en væsentlig del af den håbløshed og meningsløshed, som livet kan kaste i hovedet på én. Men jeg har omvendt også kæmpet en brav kamp for en bedre tilværelse, og det har betalt sig.

Jeg ved derfor, at det også kan lykkes for andre – ikke bare at overleve, men også at heles meget op og udvikles som mennesker – og dette er netop grunden til, at jeg har grundlagt MoodKick.

Jeg ønsker at kombinere mine erfaringer fra min personlige udvikling igennem dysfunktionelle rammer med mit professionelle virke i softwarebranchen, og det er min overbevisning, at man, ved brug af moderne og tilstedeværende teknologi, i høj grad kan hjælpe sig selv og hinanden til at overvinde nogle af livets allerstørste mentale barrierer og udfordringer… At kunne rehabiliteres og arbejde sig henimod at leve et frit og tilfredsstillende liv med tiltro til eget værd og egne kompetencer.

Tak for din tid og pas godt på dig selv.